Skip to the content
Menu

Inden du smutter: Hvor tilfreds var du overordnet med dit besøg på vores hjemmeside?

Har du lyst til at uddybe dit svar kan du gøre det her nedenfor

SENDSpring over

2. april 2019 - update

Vores historie i går om laksene, der søger op i renseanlægget via udløbet, var en aprilsnar. Men historien er ikke helt ved siden af: Det spildevand vi udleder fra spildevandsanlægget er nemlig meget rent, og det vil vi sætte mere fokus på den kommende tid.

Følg os på Facebook, så fortæller vi mere om, hvor godt det går med det rene vand i Billund. 


Rent vand giver problemer med laksene

1. april 2019

Spildevandsanlægget hos Billund Vand & Energi A/S er et af de mest avancerede spildevandsanlæg i verden. Men nu er der opstået et problem med det rene spildevand.

Det rensede spildevand fra spildevandsanlægget ledes ud i henholdsvis Billund Bæk / Grindsted Å, som er en del af Varde Å systemet og Vadehavet samt ud i Omme Å, som er en del af Skjern Å og Ringkøbing Fjord.

- Når vi har behandlet spildevandet, er det så rent, at det kan ledes direkte i åen. På denne måde sikrer vi rent vand til fiskene her og nu og rent vand de næste generationer, da vandet indgår i vandets kredsløb, fortæller direktør Ole Johnsen fra Billund Vand & Energi A/S.

Problemet er bare, at nu har fiskene og specielt laksene fået smag for det rene vand. Derfor er laksene begyndt at søge op i renseanlægget via udløbet til åen. Og det sker jævnligt, at de springer mellem procestankene på anlægget.

Hos Billund Vand & Energi har afdelingsleder for Drift & Vedligehold, Arne Søgaard, aldrig oplevet noget lignende:

- Da jeg hørte det første gang fra en af medarbejderne, så troede jeg ikke på det. Men nu har jeg jo selv set det adskillige gange, fortæller Arne Søgaard og fortsætter:

- Og vi har fået en anderledes udfordring med vores arbejdsmiljø, hvor vi altid har et stort fokus på medarbejdernes sikkerhed. Nu skal vi også forholde os til risikoen for at blive ramt af en laks, når den springer rundt mellem procestankene.

Mens medarbejderne hos Billund Vand & Energi tager det specielle problem med et smil, så ser områdets lystfiskere anderledes på det:

- Vores medlemmer melder tilbage til os, at der er markant færre laks i blandt andet Grindsted Å. Og vi bliver nødt til at finde en løsning på problemet snart, udtaler Kim Husted Pedersen, som er medlem af Grindsted Sportsfiskerforening.

Og Kim Husted Pedersen vurderer også, at problemet kan koste Grindsted Sportsfiskerforening medlemmer på længere sigt.

- Det er bestemt ikke en optimal start på den nye sæson. Og så hjælper det ikke meget, at vi har fået nogle gunstige laksekvoter for 2019, hvis der stort set ingen laks er i åerne. Kvoterne og fiskeretten gælder jo ikke for renseanlæggets tanke, slutter Kim Husted Pedersen.