Skip to the content
Menu

PRESSEMEDDELELSE

26. august 2022

Drikkevand fra Billund Vandværk indeholder ingen PFAS-stoffer

De sundhedsskadelige PFAS-stoffer, som bl.a. er blevet fundet i drikkevand, har med god grund fået stor opmærksomhed over hele landet. Billund Vand & Energi har gennem flere år haft ekstra stor fokus på at screene for PFAS i vandet fra Billund Vandværk, der forsyner ca. 4.000 husstande og virksomheder i Billund by. Det topmoderne vandværk henter sine forsyninger i stor dybde, og alle kunder kan fortsat roligt nyde drikkevand af høj kvalitet.

"Helt tilbage i 2015 foretog vi en større analyse, hvor vi målte for alle kendte PFAS-stoffer, og der var ingenting at påvise. Vi tog nye prøver igen sidste år, da problemet var i fokus – stadig med samme flotte resultat," fortæller bestyrelsesformand Kristian Tvergaard fra Billund Vand & Energi.

"Jeg kan garantere, at medarbejderne og bestyrelsen tager den eventuelle risiko meget seriøst, selvom ingen af vores analyser har målt nogen PFAS-stoffer. Derfor har vi netop afsluttet endnu en ny runde prøver, som heller ikke viser problemer af nogen art."

Drikkevandet fra Billund Vandværk hentes i stor dybde med boringer på mellem 100 og 200 meter til undergrunden i Billund Formationen og Bastrup Formationen. Her er der adgang til store mængder vand, så man behøver heller ikke frygte vandmangel som mange steder i Sydeuropa. Vandlommerne ligger godt beskyttet mod overfladeforurening fra f.eks. PFAS-stoffer, men for en sikkerheds skyld holdes der dog løbende øje med situationen.

"Vi har virkelig godt og lækkert drikkevand i rigelige mængder under Billund, og det skal vi fortsat have – også i de næste mange generationer. Det gør vi alt for at sikre, og alle kan bidrage ved at tænke over, hvad man selv bruger af f.eks. sprøjtegifte og andre pesticider," lyder påmindelsen fra Kristian Tvergaard.

Der bliver løbende taget prøver af drikkevandet, som analyseres for en række forskellige stoffer, og fremover vil test for PFAS-stoffer være en fast del af proceduren. Resultaterne fra de løbende prøver kan ses på Billund Vand & Energis hjemmeside – gå ind på billundvand.dk, klik på "Live data" og "Drikkevand".

 

For yderligere oplysninger og uddybende kommentarer kontakt:

Bestyrelsesformand Kristian Tvergaard, Billund Vand & Energi A/S, tlf. 40 32 14 50

Adm. direktør Thomas Kruse Madsen, Billund Vand & Energi A/S, tlf. 24 82 44 43  

    

VIL DU VIDE MERE?

Følg os på Facebook og bliv klogere på, hvordan du også er med til at gøre miljøet en stor tjeneste.